Skift af vinduer og døre i hele huset til træ/alu udgaver med 3-lags glas
Beskrivelse
08-07-2021
-
15-07-2021
Døre og vinduer i vores hus blev skiftet i 1995 til plastudgaver med 2-lags glas. De havde gjort det godt i mange år, men især karmene var kolde om vinteren og vi var også trætte af at de åbnede indad, så man skulle rydde vindueskarmen hvis de skulle åbnes mere end en smule i toppen.
Vi bestilte derfor nye trø-alu vinduer og døre med 3-lags glas til hele huset hos Net2Kompagniet, hvor vi fik en rigtig god behandling. Vi blev gjort opmærksomme på en kommende prisstigning og fik mulighed for at lægge bestillingen ind lige før prisstigningen trådte i kraft, så vi kunne få det hele til 'den gamle pris', vi havde lavet budget efter.
Lastbilen der kom med døre og vinduer havde ikke selv en medbringertruck, så det var godt at jeg var hjemme og kunne sætte et trucktårn på traktoren, så jeg kunne hjælpe med at læsse dem af på rette sted.
Desværre var der skete en fejl i forbindelse med den nye terrassedør - hvor vi ønskede en normal yderdør, som kan åbnes fra begge sider, men med glas i hele feltet. Der kom i stedet en dør med ca. 30% glas i den ene side. Efter en kort dialog med virksomheden fandt vi en mindelig løsning, som gik på at vi fik en ny dør i rigtig udgave til en rigtig god pris, mod at vi selv sørgede for at afhænde den dør, som nu var i overskud. Vi kunne også have valgt at sende den retur, men da den forventeligt passer i vores garage når vi engang skal bygge den om valgte vi muligheden for at beholde den på matriklen. Det betød dog at vi skulle vente yderligere 6-8 uger på at den nye dør skulle komme - og det endte med at blive snevejr inden den dukkede op.
De gamle vinduer var både skruet og skummet fast, så det var lidt af en kamp at få dem ud, men med lidt overtalelsesevner, koben og bajonetsav lykkedes det. De gamle inddækninger ville formentlig ikke passe, så de blev alle taget ned, ligesom vindueskarme alle blev skrottet, da de var ved at være grimme og der skulle nye til.
Vi startede med et af de nemmeste vinduer, et sydvendt i stuen, hvor der var god plads. Det var en fordel at begynde med dette så vi kom i gang. Der var heldigvis god hjælp fra familien til projektet og det havde ikke kunnet lade sig gøre uden dem. Nogen hjalp direkte og andre med at sørge for mad, drikke, rengøring og tage billeder undervejs. Der var stor glæde da det første vindue var ude og projektet godt i gang. Det viste sig at de nye vinduer vejede omtrent dobbelt så meget som de gamle, så det var nødvendigt med løftestropper når de skulle bæres ud til deres nye placering. En lille skammel blev stillet op under vinduet når det skulle op på plads, så man kunne løfte rigtigt og få ordenligt fat. Herudover byggede vi et lille plateau op af EU paller, så man kunne stå i den rigtige højde uden at få brug for en stige.
Ud over at give en meget bedre isoleringsgrad lukker de nye vinduer også væsenligt mere lys ind, da vinduesarealet er større end i de gamle.
I gavlene har vi vinduer på 1. sal og her var det nødvendigt at finde stillads frem så der kunne arbejdes på en sikker platform. Det er sin sag at få det til at stå rigtigt - men heldigvis har jeg i et tidligere projekt fået lavet pladerne til stå på så det ikke skulle laves med EU paller som i tidligere projekter.
Vi havde to døre ind i vores gang og vi brugte aldrig hoveddøren - det var nærmest kun posten der brugte den, så vi havde besluttet os for at nedlægge denne indgang og i stedet få en stort vinduesparti. Det vejede over 100kg så det var ikke sådan lige at få bokset på plads, men med lidt hjælp fra traktoren og en manuel palleløfter lykkedes det at få det kantet ind.
Til slut var der kun den enlige dør til gangen tilbage og den kom på plads uden de store udfordringer, da vi her kunne sætte karmen på plads uden at døren var monteret, så det var noget nemmere end med vinduerne. Døren i sig selv var temmelig tung, så det var også en to-mands opgave at få den på plads selvom karmen var monteret i hullet.
Selve operationen med at skifte døre og vinduer rundt om huset tog ca. en uge og vi var utroligt heldige med både vejr og vind. Der var solskin hele ugen og vinden drejede rundt efterhånden som vi rykkede rundt om huset, så vi aldrig kom til at stå med vind direkte ind gennem åbningerne. Det kunne have gjort rengøringsopgaven noget større, hvis der havde stået en strid vind direkte ind på huset, da støvet så ville fordele sig overalt.
Billeder