Fælg fra 4" hjul ændret til medløberhjul
Beskrivelse
14-08-2016
-
14-08-2016
Medløberhjulet på min tromleklipper satte sig fast midt i årets klipning af marken, hvilket resulterede i en overophedet rem som selvfølgelig endte med at knække.
At dømme efter hvor meget rust der var i lejerne på medløberhjulet kunne det tyde på at konstruktionen ikke tager højde for at der kommer til at stå vand i toppen - og i den gamle udgave kunne det løbe direkte ned i lejet.
Frem for at forsøge og reparere på den gamle udgave valgte jeg en alternativ løsning, med et 4" hjul fra Harald Nyborg til 50 kr. Her brugte jeg kun fælgen - og den blev vendt på en sådan måde at der ikke kan komme til at løbe vand ned i lejet.
Beslaget til at holde den på plads skulle ændres en smule, da der kun er en 16mm aksel gennem fælgen - og den gamle havde en 25mm aksel som kun var fæstnet i toppen.
Den nye udgave bliver fæstnet både for oven og for neden, hvilket gør at den kan klare sig med en mindre aksel.
Den helt store fordel er nu, at jeg blot kan købe en ekstra fælg til 50 kr - så har jeg en standard del til at ligge på lager når den engang ikke kan klare det mere. Lejerne i disse billige fælge er ikke helt vildt gode - men de kan heldigvis skiftes til nogle SKF lejer hvis det viser sig at de står af for hurtigt. Det tager dog toppen af glæden ved den nemme og billige løsning, så det er plan B.
Billeder