Hydraulikpumpen på min rendegraver flækkede
Beskrivelse
20-10-2012
-
15-04-2013
En af de første gange jeg skulle bruge min nyindkøbte rendegraver var til at grave et træ op i vores indkørsel. Planen var at stikke skovlen godt i jorden og få træ med rod op i skovlen, så jeg kunne køre den om på en anden placering. Det jeg dog ikke vidste var, at den tidligere ejer havde valgt at justere sikkerhedsventilen i blokken helt i bund, så da jeg pressede maskinen for at få skovlen godt i jorden resulterede det i at pumpen flækkede og smed 30-40 liter hydraulikolie ud over vores indkørsel.
Ikke nok med at jeg nu stod en forkrøblet rendegraver og masser af olie i vores indkørsel - men jeg kunne heller ikke flytte rendegraveren da den jo var hævet i gravetilstand - og uden hydrauliktryk kunne jeg ikke få hjulene ned på jorden igen, endsige løfte frontskovlen og bagarmen så jeg kunne køre den væk.
Første redningsmanøvre var at få flyttet rendegraveren væk fra indkørslen (efter det værste olie var gravet op i en trillebør). Ved at skille hydrauliksystemet ad og koble et par hurtigkoblinger på lykkedes det mig at koble udtaget fra min traktor på, således at jeg kunne få tryk på systemet igen og løfte frontskovlen og bagarmen, samt støttebenene i bag. Herefter blev rendegraveren kørt ind så jeg havde en mulighed for at få den skilt ad.
Efter at have fået selve pumpen afmonteret var jeg ikke så meget i tvivl om hvad problemet var - og første plan var at finde en erstatning fra en tilsvarende model. Det viste sig dog at være temmelig svært, da det trods alt er en gammel sag fra 1965. Cesna, som oprindeligt havde lavet pumpen, var ikke just behjælpelige da jeg skrev til dem - ja nærmest ubehøvlede - så i stedet gik jeg efter en løsning med at reparere den gamle pumpe. Jeg allierede mig med gode venner der kunne fræse en ring der blev lagt uden om pumpehuset, som i mellemtiden var blevet svejset og slebet.
Det viste sig hurtigt at denne reparerede pumpe ikke kunne klare mosten, for efter kort tid var den flækket igen og jeg måtte derfor se mig om efter en anden løsning.
Jeg endte med at købe en brugt pumpe til en Ford 655 rendegraver sammen med lidt andre stumper. Den havde både en tykkere aksel og anderledes montering på både inlet og outlet - men der hvor den skulle monteres på chasisrammen passede beslaget. Jeg lavede en flange af noget fladjern hvor jeg lavede en rille til en o-ring og den blev svejst sammen med det oprindelige rør fra den gamle pumpe - og på udgangsiden monterede jeg en 1 tommer hydraulikslange i stedet for det rør som sad der tidligere. Akslen blev skåret over i begge pumper og splines udgaven fra den gamle pumpe blev svejst på den nye efter jeg havde haft den en tur i drejebænken for at bore hul til den. Det var nødvendigt at skære lidt i fronten af rammen for at få plads til pumpen, men det gik da.
Det var som at puste nyt liv i den gamle rendegraver - for med den nye pumpe var der pludselig helt andre kræfter i den. Jeg har naturligvis justeret sikkerhedsventilen i blokken, så jeg ikke står i samme problem igen - men jeg har på fornemmelsen at det ikke bliver pumpen der flækker hvis der skulle ske noget igen, da den nu er overdimensioneret i forhold til resten.
Siden jeg lavede denne ændring har jeg haft pumpen ude for at svejse akslen sammen igen, da de store kræfter på den har gjort at den er knækket fra hinanden i svejsningen. Billederne hvor den er spændt op i drejebænken er fra den sidste gang jeg havde den ude, da jeg valgte at svejse den mens den var spændt op for at sikre at det bilver så lige som muligt. Forhåbentligvis holder det denne gang.
Billeder